Bog

Min usynlige søn

Af (
2016
)

Anmeldelse

Min usynlige søn. Kunsten at leve med sine døde resten af livet af Esben Kjær

I maj 2016 udkom bogen ”Min usynlige søn”, hvor journalisten Esben Kjær fortæller om sin 7-årige søns død og om hvordan han efterfølgende har forsøgt at leve med sorgen samtidigt med, at han og familien har skullet forholde sig til omverdenens reaktioner.

Det meste af livet har Esben Kjær haft succes; han har taget en uddannelse, fået et vellønnet job, giftet sig med sit livs kærlighed og fået tre ønskebørn. Tingene kører på skinner for ham, og han har haft tendens til at mene, at han kan klare alt, men han finder snart ud af, at det er nemt at tro man kan klare alt når man hele livet kun har cyklet i medvind.

I december 2011 bliver hans 6-årige søn Sebastian syg og forældrene tror i første omgang på vagtlægens ord om, at ”Det går nok over”.

Det gør det så ikke, for Sebastian bliver stadig mere sløj og bliver derfor undersøgt og skannet på Rigshospitalet, hvor lægerne finder ud af, at Sebastian har fået en ekstrem sjælden form for lungehindecancer, der normalt kun rammer mænd over 50, der har arbejdet med asbest hele livet. Kræften kan ikke helbredes fordi drengens tumor dels er for stor og dels sidder et sted, hvor den ikke kan fjernes. Lægerne giver med andre ord Sebastian en sikker dødsdom, og familien skal nu finde ud af hvordan de skal håndtere at de  skal miste deres søn samtidig med at de to andre børn og jobbet også skal passes.

I det følgende halve år lever familien i en konstant stress- og kaostilstand, hvor Esben og hans kone forsøger med alternativ behandling og behandling på hospitaler i udlandet, hvilket dog viser sig nytteløst da drengens sygdom er så alvorlig og fremskreden, at der reelt set ikke er noget at gøre.

I juni 2012 dør Sebastian, 7 år gammel, og det er her de fleste historier ville slutte, med et dødsfald.

Det er dog her Esben Kjærs bog for alvor starter, for han vil fortælle om hvor dårligt vi her i vesten håndterer sygdom og død og om hvordan man forsøger at kaperer det ubærlige: at ens barn dør og man er tvunget til at lægge sit eget barn i graven. 

Efter Sebastians død opsøger den efterladte far præster for at finde en mening med, at en 7-årig dreng skal dø fra forældrene inden livet er begyndt, han begynder på en krævende yoga-uddannelse, men sorgen sidder stadig som en tung sten i hans hjerte og vil gøre det resten af hans liv. Sebastian lever videre i hans hjerte - for evigt, og han er ikke modtagelig for folks uforståelige og aldeles hensynsløse kommentarer om at "det var nok det bedste nu når han var syg" og "nu må du også snart se at komme ovenpå igen".

Esben Kjær skriver om den vestlige verdens tendens til at undgå at beskæftige sig med død og sorg; de fleste har ikke mistet deres nyttige illusioner: man bilder sig ind, at det kun er naboen der får et hjerteanfald, det er kun underboen der rammes af kræft og kollegaen, der mister sit barn – aldrig en selv. Bogen handler om hvordan man reagerer når ulykken rammer en selv – og man derfor skal til at cykle i modvind i stedet for i medvind.

”Min usynlige søn” er en særdeles hård bog at læse, men det er også en oplysende bog fordi den lærer os, at vi gør os selv en tjeneste ved at fralægge os dele af de nyttige illusioner og tænker over hvordan man kan hjælpe sig selv når ulykken rammer en – og ikke mindst lærer man hvordan  man bedst kan støtte de mennesker, der rammes af det ubærlige.

Esben Kjær har skrevet en modig, velskrevet og vigtig bog om det at miste og om hvordan man lever med sine døde resten af livet, og det er en bog alle burde læse for at blive klogere på hvad sorg er for en størrelse og hvad den gør ved mennesket og dets omgivelser.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52381789
ISBN
9788702189766
Antal sider
206

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfPeter Thomasen
tor, 19/04/2018 - 09:47

"Min usynlige søn" er en bog, alle burde læse. Selv hvis man ikke har mistet et barn (som er den værste smerte i livet), så giver den et anderledes perspektiv på danskernes forhold til døden. Sorgprocessen, som Esben Kjær beskriver, er en vigtig del at bearbejde kontinuerligt, hvis man skal leve videre med et formål i livet. Sorgen er ikke en håndgribelig masse, der - efter en sorgperiode - blot stopper. Det er et element, man skal leve med resten af livet, og man kommer ikke af med den ved at lukke ned eller glemme sin traumatiske oplevelse. Det er et af pointerne i Esben Kjærs hudløs ærlige og meget bevægende bog. Som jeg har læst på et forum, så har kritikere ønsket et øget fokus på selve Sebastians liv og oplevelser (Sebastian er Esben Kjærs søn)  - men det er en stor misforståelse af bogens overordnede pointe.

Bogen, som jeg ser det, handler om sorgprocessen, hvorfor Sebastians liv, følelser og sidste tid ikke skal udpensles for de dramahungrende bogkritikere. Det er er uden tvivl interessant at læse om, men det ikke formålet med bogen. Formålet er netop at hjælpe andre personer, der har været, er eller vil komme i samme situation som Esben Kjær: Hvordan håndterer og forstår man det uforståelige? 

Selvom sorgprocessen er meget individuel for person til person, kommer Esben Kjær med sit eget bud på, hvordan processen foregår. Han fortæller - gennem hele bogen - fra sit eget perspektiv og giver råd til, hvordan man lever videre med et evigt tab. Teksten afslører et syn på livet som ikke-ateistisk dog ej eller troende på den traditionelle vis. Men der er ingen tvivl om, at afsavnet (som jeg kun kan forestille mig gennem indlevelse) har givet troen på en større helhed i universet.

Sorgprocessen kan være svær for mange at håndtere. Som bedemand kender jeg alt til de forskellige stadier, man går igennem, når man mister en kær. Hos Begravelsesservice.dk står vi altid klar til at vejlede og lytte, når det uforståelige sker.