Bog

Livstørst

Af (
2015
)

Anmeldelse

Livstørst af Audur Jónsdóttir

Fascinerende fortælling fra Island om tre generationer af skrivende kvinder, som alle kæmper mod indre dæmoner og for retten til at være sig selv. Jónsdóttir skriver med både humor og bid.

Audur Jónsdóttir, der er barnebarn af Islands store forfatter, nobelprismodtageren Halldór Laxness, har skrevet den selvbiografiske roman ’Livstørst’ om kampen for at blive forfatter. Jeg har været så heldig at møde Audur Jónsdóttir, og hun fortalte, at bogen begyndte som et brev til hendes søsters barn og endte med at blive en roman på 400 sider. Bogen var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2014.

Audur Jónsdóttir kalder sin hovedperson, sit alter ego, for Eyja. Det er ikke kun Eyjas verdensberømte morfar, der skriver, også hendes mormor og mor skriver – eller har skrevet. Der var ikke plads til to forfattere i mormorens liv, så hun valgte at skylle skriverierne ud med efterladenskaberne fra børnenes potter. Eyjas mor er kun blevet klummeskriver, selv om hun er meget talentfuld. Når Eyja bliver spurgt, om hun er forfatter, fordi hendes morfar fik en litteraturpris, har hun lyst til at sige, at det ikke er på grund af morfarens litteraturpris, men fordi hendes mor er alkoholiker. Men hun siger det ikke.

Alkohol spiller en stor rolle i romanen, som på dansk har fået den dobbelttydige titel ’Livstørst’, og hvor forsiden er prydet af en flaske, der tømmes for den allersidste dråbe. Selv om Eyja vokser op med en mor, der er periodisk alkoholiseret, vælger hun alligevel at gifte sig med den tyve år ældre, dybt alkoholiserede fisker, hun kalder Vildmanden, og flytte med ham til det nordvestligste Island. Men det er trods alt moren, der sammen med mormoren og kvinden, som kaldes Skidronningen, sætter sig for at få Eyja til at forlade sin mand og gå i gang med at skrive sin roman. ”Skriv alt, lad dig ikke begrænse. Allermindst af mig” siger moren.

Projektet med at få Eyja til at forlade Vildmanden går ud på at få hende til Sverige sammen med Skidronningen, der skal lede en sommerlejr for islandske børn, så hun kan komme i gang med at skrive. Det bliver til det, der i bogen hedder: Genoptræningens ti trin. Opholdet i Sverige, hvor Eyja rent faktisk beslutter sig for at forlade Vildmanden, er skildret meget morsomt og meget syret. Eyja er døbt Angan Fina Imba Frans, men det er et navn, som kun hendes mor en sjælden gang bruger. Personnavnene er et helt kapitel for sig. Eyjas første mand kalder hun Vildmanden, mens hendes anden mand kaldes Fremtidsmanden, kvinden Runa er Skidronningen, og en af morens mænd kaldes Ken, fordi han ligner Barbies Ken.

Med Eyja som det absolutte omdrejningspunkt beskriver bogen tre generationer af stærke kvinde: Eyja, moren og mormoren. Men også Eyjas afdøde oldemor spiller en rolle.  Da Eyja, efter at hun endelig er blevet forfatter, får oldemorens notesbøger, viser det sig, at også hun har skrevet.

Island er det land i verden, der har flest forfattere i forhold til indbyggere, og der kommer rigtig mange fantastiske bøger der fra. Jeg synes, Audur Jónsdóttir er et spændende bekendtskab, og selv om ’Livstørst’ er meget fragmentarisk og ikke lige nem at læse hele vejen igennem, er det en fascinerende bog, der fortjener rigtig mange læsere.

 

Originally published by Anne Klara Bæhr, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Oversætter
Kim Lembek
Faustnummer
51704193
ISBN
9788779736696
Antal sider
395

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer