Bog

Hvalernes sang

Af (
2007
)

Anmeldelse

Hvalernes sang af Jojo Moyes

Sæt dig behagelig til rette og nyd denne dejlige engelske kærlighedsroman, som udover at fortælle en god historie faktisk også har et budskab.

"Der må være en måde, tænkte jeg, at få de to modsatrettede behov bundet sammen på – de hoteller vi havde i tankerne, og hvalfangernes krav om ro," men inden alle bliver stillet tilfreds, sker der mange dramatiske hændelser, og mange fortielser, skal se dagens lys.

Jojo Moyes debuterede på dansk i 2005 med romanen "Brudeskibet", hvor vi fulgte en flok australske krigsbrude på vej til deres mænd i England. I "Hvalernes sang" bliver vi i Australien, helt præcist i bugten Silver Bay, som ligger ca. fire timers kørsel fra Sydney.

Store dele af udviklingen er gået uden om Silver Bay, det er et lille samfund, hvor højdepunktet er den årlige begivenhed, hvor flokke af hvaler passerer bugten, og byens indbyggere sejler turisterne ud for at de kan se og fotografere dyrene. Ellers er det en søvnig by, hvor der ikke sker meget.

I London har et byggekonsortium fået øje på stedet, de har planer om at bygge hoteller med en masse friluftsaktiviteter, især på vandet, og derfor sender de Mike til Silver Bay, for at han kan se på lokaliteterne og få de nødvendige byggetilladelser. Mike flytter ind på et temmelig forfaldent hotel, som drives af den 75-årige Kathleen sammen med hendes niece Liza og dennes datter. Mike bliver tiltrukket af Liza, som på sin side er temmelig lukket og utilnærmelig. Efterhånden som Mike lærer indbyggerne – og Liza – bedre at kende, går det op for ham, at projektet ikke vil være godt for naturen, og han sætter nu alt – giftemål med chefens datter, job og lejlighed i London - ind på at få projektet afblæst.

"Hvalernes sang" er en dejlig, varm og underholdende roman, det er nogle meget indtagende og charmerende mennesker, og så er det en af den slags romaner, hvor man sidder tilbage med en god følelse, fordi naturen vinder over kapitalen. En sidegevinst er også at vi får meget at vide om hvalers levevis og deres samspil med naturen.

Originally published by Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Jytte Kohlschen
Faustnummer
26797179
ISBN
9788777148170
Antal sider
304

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer