Bog

Engle har ingenting i lommerne

Af (
2007
)

Anmeldelse

Engle har ingenting i lommerne af Dan Fante

Et fordrukkent svin skriver som og om sin far

Dan Fante er søn af forfatteren John Fante (1909-1983), hvis selvbiografiske hovedværk er Bardini-kvartetten, om en italiensk arbejdersøn, der i 30´ernes Los Angeles levede et vildt, råt og selvdestruktivt liv. Det er fire fremragende romaner, skrevet i 30´erne og 80´erne, overset i første omgang, men siden fik de kultagtig succes og status, efter at den lige så hårdtlevende forfatter Charles Bukowski havde anbefalet dem.

Dan Fante minder på mange måder om sin far. Han beskriver sit liv under navnet Bruno Dante som én lang og vild jagt efter vin, sprut, stoffer og sex med alle køn. Hans selvbiografiske debutroman her viser ham som et virkelig fordrukkent svin, modbydelig  især over for sin kone, der får smurt sperm i hovedet og en død gnaver puttet i sin håndtaske.

Romanen foregår over tre uger i Los Angeles, hvor hans gamle, blinde forfatterfar Jonathan Dante ligger for døden. Bruno har i mange år ikke haft noget nært forhold til ham og får det heller ikke nu. Men han møder dog op ved hans dødsleje og påtager sig at passe faderens ligeledes døende bullterrier Rocco. Med den og en ganske ung og stammende ludder drøner han rundt i L.A  i sin brors potente bil, mens han drikker omtrent lige så meget, som bilen sluger benzin.

Det er en vild og gal bog om et stærkt selvdestruktivt menneske – uden kærlighed til andre og slet ikke til sig selv.

Hans bror siger et sted: ”Du har arvet fars ondskabsfuldhed. Det der rædselsfulde temperament” ”Rigtigt”, sagde jeg. ”Hans temperament, men ikke hans talent”. Men der tager han fejl! For på et tidspunkt finder han en af faderens gamle romaner, og det sætter ham i gang med at skrive igen.

Det lyder jo ikke umiddelbart som skønlitteratur, man har lyst til at læse.
Men det er det alligevel, fordi Dan Fante skriver nogenlunde lige så godt og i samme stil som sin far. Han har et enkelt og saftigt sprog med rammende udtryk, f.eks. i denne beskrivelse af en landing i L.A.:
”Dagens naturlige lys var væk, erstattet af milliarder af smogpartikler, som gav det tiltagende mørke en lød som blod i en køkkenvask. Denne her enorme, overfodrede, inficerede lyserøde gris af en by bredte sig ud over landskabet så langt man kunne se, mens den hostede og sniffede og sugede alt det, som engang var naturligt og upoleret, op.”

For alle, der kunne lide faderen John Fantes romaner, må det være glædeligt, at hans søn er lige så talentfuld, i al fald i denne første del af en trilogi. De to næste bind er ikke oversat.

Bogdetaljer

Forlag
Helsingør : Per Kofod
Oversætter
Rasmus Hastrup
Faustnummer
27013422
ISBN
9788791654510
Antal sider
197

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer