Bog

En anden gren

Af (
2017
)

Anmeldelse

En anden gren af Jesper Wung-Sung

Personlig, gribende og velskrevet slægtshistorie fyldt med atmosfære og fortalt med stor indlevelse i et sansemættet og malende sprog.

Jesper Wung Sung har skrevet flere romaner og noveller. I denne roman skriver han for første gang om sine oldeforældres utrolige kærlighedshistorie. I 1902 ankommer San Wung Sung sammen med en flok kinesere til København for at blive udstillet i Tivoli. Blandt tilskuerne er Ingeborg, der forelsker sig intenst i den unge kinesiske mand trods kulturforskelle og sprogbarrierer. Det er en roman om at turde følge sit hjerte, selv om parret kommer til at betale en høj pris for deres kærlighed. Det er ikke en rosenrød kærlighedshistorie, men historien om at holde fast i kærligheden trods fordomme, trængsler og ydmygelser. Ikke mindst er det historien om en modig og selvstændig kvinde.

Det kræver en hel del indfølelse og takt at digte med på de kendte facts og skabe en troværdig slægtshistorie. Det lykkes til fulde for forfatteren. Han beskriver sine oldeforældre som mennesker, der har én ting til fælles, som bygger bro over de to vidt forskellige kulturer. De er anderledes. Ingen af dem passer ind i den familie og det samfund, de er født ind i. De søger noget andet i livet. For Sans vedkommende konkretiseret ved ønsket om at åbne sin egen restaurant. Selv om de hverken forstår hinandens kultur eller sprog, drages de derfor mod hinanden og holder sammen hele livet. Det er en lidenskabelig kærlighed, især fra Ingeborgs side.

Ingeborgs familie slår hånden af hende, men hun tåler alt for Sans skyld. Hun beskrives som den stærke i det forhold. San er spinkel og sart og egner sig ikke til hårdt arbejde, så derfor må Ingeborg tage fat. Hun bærer over med Sans ludomani, og hans barn med en anden kvinde tager hun uden videre til sig. Det kan lyde, som om Ingeborg er et offer, men sådan fremstilles hun ikke, fordi forfatteren også forlener San med fine, menneskelige egenskaber, som gør Ingeborgs kærlighed troværdig. Han er en kærlig ægtemand og en uendelig tålmodig far for sine børn. Han bevarer sin sindsligevægt i alle situationer, også de mest ydmygende, til stor frustration for sine børn.

Familiens omflakkende liv, ofte i usle boliger og dyb fattigdom, fra København til Frederikshavn, til Berlin og tilbage til København beskrives levende. Ind imellem oplever de lidt fremgang, som da San for en tid ejer sin egen lille restaurant i Berlin, indtil 1. Verdenskrig sætter en stopper for den, men altid lurer fordommene, og aldrig bliver de betragtet som fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Bogen er fyldt med atmosfære. Først og fremmest København træder meget levende frem med alle byens forskellige miljøer. Ikke kun de fattige kvarterer, men også udviklingen med de mange nybyggerier, de nye automobiler og meget mere, sådan som San og Ingeborg oplever det på deres vandringer i byen. Det føjer en særlig dimension til en velskrevet familiesaga, der vil gribe mange læsere.

Analyse

Wung-Sung, Jesper - En anden gren

11.jan.18

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af 
bibliotekar Ellinor Laursen, Vejle Bibliotekerne.

 

LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Berlingske Tidende
(heri 1/2 2018: Jeppe Bangsgaard: Jesper Wung-Sung modtager "De Gyldne Laurbær").

Herning Folkeblad
(heri 27/8 2017: Bine Madsen: Portræt af forfatter Jesper Wung-Sung: Et skelsættende spejl).
Artikel i forbindelse med udgivelse af bogen. 

Information
(heri: 1/2 2018: Boghandlere giver De Gyldne Laurbær til Jesper Wung-Sung: Forfatteren Jesper Wung-Sung er årets modtager af litteraturprisen De Gyldne Laurbær).

Jyllands-Posten
(heri 1/2 2018: David Jacobsen Turner: Jesper Wung-Sung modtager årets Gyldne Laurbær).

Politiken
(heri 26/8 2017: Carsten Andersen: Historien ligger gemt i navnet).
Interview i anledning af udgivelse af bogen.

Politiken
(heri 28/8 2017: Carsten Andersen: På opfordring fra fem forlag: Nu fortæller Jesper Wung-sung endelig sin rigtige familiehistorie).

Politiken
(heri 1/2 2018: Lotte Thorsen: Jesper Wung-Sung vinder De Gyldne Laurbær). 

Anmeldelser i aviser

2/9 2017 Per Krog Hansen i Berlingske Tidende
1/9 2017 Line Rasmussen i Børsen
2/9 2017 Erik Skyum-Nielsen i Informatio
2/9 2017 Katrine Sommer Boysen i Jyllands-Posten
1/9 2017 Svend Skriver i Kristeligt Dagblad
1/9 2017 Bjørn Bredal i Politiken
1/9 2017 Birte Weiss i Weekendavisen
 

Links

DR.dk
Klip fra DR-nyhederne hvor forfatteren modtager De Gyldne Laurbær.

TV2.dk
Forfatteren fortæller om bogen. 

YouTube
Forfatteren fortæller om baggrunden for og arbejdet med bogen.

GENERELT OM FORFATTEREN

Bøger

99.4 Wung-Sung, Jesper
Fanø, Søren: Jesper Wung-Sung: et forfatterskab.- Høst, 2014.- 271 sider. 

99.4  Wung-Sung, Jesper
Wung-Sung, Jesper: Lynkineseren.- Dansklærerforeningens Forlag, 2017.- 102 sider. 

99.4 Aakeson, Kim Fupz
Kim Fupz Aakeson og Jesper Wung-Sung: portrætsamtaler og novelleanalyser.- Gyldendal, 2015.- 112 sider.

Afsnit i bøger

81.67
Rasmussen, Bent: Børne- og ungdomslitteratur. Bind 2: Portrætter af 10 danske forfattere.- Bogforlaget Her&Nu, 2007.
(heri s. 115 - 129: Jesper Wung-Sung).
Portræt af forfatteren.

81.67
Weinreich, Torben: Forfattere i nyere dansk børnelitteratur.- Høst & Søn, 2011.
(heri s. 250 - 252: På kanten).
Om forfatterens børnebøger.

Artikler i aviser

Jyllands-Posten
(heri 6/3 2014:  Pernille Galvind Olsson: Livet er en vanskelig disciplin).
S​​​​amtale med forfatteren i forbindelse med udgivelse af bogen Men.

Jyllands-Posten
(heri 2/8 2016: Pernille Glavind Olsson: Sommer er muligheden for at leve, skrive og sætte aftryk i sandet).
Interview med forfatteren.

Links

Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.

Wikipidia: den frie encyklopædi
Artikel om forfatteren.

Wungsung.dk
Forfatterens egen hjemmeside.

 

 

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
53369685
ISBN
9788763850247
Antal sider
553

Artikel

Læs om de nominerede bøger til DR Romanprisen 2018

Litteratursiden og DR har valgt de seks danske romaner, der skal kæmpe om DR Romanprisen 2018. En pris der uddeles d. 16. juni i Aarhus. De seks nominerede forfattere, hvis bøger er fundet blandt flere hundrede, beviser for alvor, at der er rigtig mange måder at skrive fantastiske romaner på, og her på Litteratursiden glæder vi os til at debattere dem hver måned frem til maj. Du kan debattere bøgerne her på Litteratursiden, eller du kan gøre det på vores Facebookside.

Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer